Har du nogensinde tænkt over, hvad der sker med den plastikflaske, du smed i affaldet? Hvis den flaske var heldig og blev i skraldespanden, er den sikkert allerede blevet brændt eller genanvendt. Men hvis det er det modsatte, og tilfældigheder gjorde, at den endte i Madrids vandveje, er det meget sandsynligt, at denne plastikflaske i dag er en del af de over 8 millioner tons plast, der flyder i havet. Og endnu mere foruroligende er de cirka 500 år, der skal gå, før denne flaske forsvinder.
Det er meget svært at slippe af med plast, når dette materiale findes i praktisk talt alt omkring os: madvarer, byggematerialer, køkkenredskaber og kosmetikprodukter. Der flyder så meget plastaffald i havet, at havstrømmene selv har samlet det, og år efter år er der dannet "øer" af affald.
I dag findes der ikke kun én, men fem affaldsøer: to er placeret i Stillehavet, to i Atlanterhavet og en i Det Indiske Ocean. Disse øer har skabt et invasivt økosystem i havet, deres størrelse er næsten 7 gange Spaniens, og de er blevet kaldt "Den syvende kontinent".
En af disse øer er Den Store Affaldsø i Stillehavet. En affaldsbjerg, der skjuler sig under havet, og som anslås at have et areal på 17.000.000 km2. Øens størrelse kan ikke opfattes gennem satellitfotografi; det er kun muligt at se dens fulde dimension, når man er under vandet og foran den eller inde i den.
Den Store Affaldsø i Stillehavet, beliggende mellem USA og Japan, blev en besættelse for en sportsmand: Ben Lecomte, en 52-årig fransk svømmer. Lecomtes navn begyndte at give genlyd i medierne, da han i 1998 satte sin første sportsudfordring: At være den første mand til at krydse Atlanterhavet fra USA's kyst til den franske kyst. Den gang var det en ekspedition på 73 dage og 5.980 kilometer tilbagelagt.
Da han havde nået sit mål, tog Lecomte 20 år senere på en ny ekspedition. Denne gang ville han krydse Stillehavet fra Tokyo til San Francisco og dermed sætte en ny rekord. Under rejsen ødelagde en storm dog hans støttebåd, hvilket tvang ham til at opgive ekspeditionen og fik ham til at tro, at han denne gang ikke ville lykkes med at fuldføre sin bedrift.
På sin hjemrejse fangede noget andet denne sportsudøvers opmærksomhed. Han så i det fjerne en stor “suppe” af plastik, der flød midt i havet. Efter at have undersøgt det, opdagede han desuden, at det, han så, kun var toppen af isbjerget i en stor miljøkatastrofe. Kun 15% af den store affaldsø var synlig; under overfladen fandtes tilsyneladende de resterende 85%, som lå på havbunden.
Siden da besluttede Lecomte at krydse øen og samtidig skabe den nye ekspedition “Vortex swim”. Denne gang skulle han ikke tilbagelægge 5.000 kilometer, men 7.000. Ud over at sætte en personlig rekord var hans hovedmål at indsamle data, herunder 200 prøver af mikroplast og mikrofibre, der var til stede på øen. På den måde ville han lette forskningen i forureningsniveauerne i havet, og hvordan de påvirker den marine biodiversitet og dermed vores egen eksistens.
Der er mange interessante fakta, som denne dristige sportsudøvers og opdagelsesrejsendes ekspedition bringer med sig. Selvom hans besætning på “Vortex swim” består af 9 personer, er de fordelt på 2 støttebåde. Blandt dem er fotografer med 360° kameraer af nyeste teknologi, droner og undervandsrobotter, søfolk og videnskabsfolk.
Til studiet dykkede Lecomte ned i vandet i 8 timer dagligt for at indsamle vandprøver. De affaldsstoffer, han fandt, blev sendt til analyse, og samtidig dokumenterede hans team alt i realtid via hans Instagram-konto. De oprettede også en hjemmeside, som stadig er tilgængelig, hvor man kan læse en rejsejournal, og der findes desuden et link, der viser hans rute live – simpelthen fantastisk!
Nå, dragten han brugte til at svømme i, er det mest overraskende! Den er skabt med den højeste teknologi, så hvert svømmetag Lecomte tog, blev til information. For eksempel bar han på benet en RadBand, som gjorde det muligt for ham at identificere niveauerne af radioaktivt cesium i vandet, en yderst giftig nuklear komponent, der kan leve i havet i omkring 20 eller 30 år. RadBand fremmede studiet af disse mikropartikler, som påvirker vandets surhedsgrad og dermed velfærden for de arter, der lever i det.
Han havde også et shark repellent bracelet, som navnet antyder, udsender bølger for at skræmme hvide hajer væk, der under ekspeditionen var i gang med at migrere og kunne udgøre en risiko for rejsen og besætningen. Hans to både havde GPS-radarer, hvor de konstant rapporterede til deres base på University of Hawaiʻi.
Et af de billeder, der skabte mest debat, var et fotografi af Lecomte siddende nøgen på et toilet. Billedet blev hurtigt viralt på sociale medier. Men på trods af at det fangede offentlighedens opmærksomhed, forsikrer Lecomte, at samfundet ikke forstår problemets omfang, da han var flere kilometer væk fra land siden sidste gang, han havde sat fod på fast grund, og han flød på et toilet! Hvordan kom det derhen? Det er et spørgsmål, der udløser millioner af mulige svar, men offentligheden fokuserede kun på nøgenheden i billedet.
Det var ikke kun de fundne genstande, der overraskede ham: tandbørster, tøj, beholdere, fiskesnøre, dåser. Men også det, der bliver tilbage, når de begynder at nedbrydes, nemlig mikropartikler, som er svære at samle op, bliver så små, at de bliver spist af fisk og til sidst ender i vores krop og påvirker vores endokrine system.
En af de anekdoter, som Lecomte fortæller gjorde størst indtryk på ham, var da de en dag, lige før spisetid, åbnede en fisk og fandt et plastiknet og en sugekop indeni. De vidste, at de måtte vise dette til verden.
Et andet af de fund, som vakte størst interesse hos Lecomte og hans team, var opdagelsen af, at inden i denne ø, som mere ligner en oase, har arterne tilpasset sig dette økosystem og skaber liv inden i den, uden at vide, at de lever inde i kemiske komponenter.
At fjerne plast fuldstændigt fra verden virker som en kompleks opgave, især når konsekvenserne for vores sundhed og havøkosystemerne først vil blive synlige om nogle år. Lecomte forsikrer, at han på sin første ekspedition aldrig havde set så store mængder plastik. Problemet er ikke plastikken i sig selv, men den måde folk bruger den på, og hvor ubevidste de er, når de skiller sig af med den.
Lad os følge Lecomtes eksempel og bekymre os om at passe på noget så vidunderligt og fuld af liv som havet, oceanet og de arter, der gør det til deres hjem. Små handlinger er dem, der tæller, og sammen er det muligt at gøre utopien om en sundere og mere beboelig verden til virkelighed.
