Klatring er en sport, der aldrig har været kendt for sin popularitet og har været en minoritetssport med lidt medieopmærksomhed, men som i de seneste år er vokset eksponentielt, og navne som Alex Megos eller Chris Sharma høres oftere og oftere.
I dagens indlæg vil vi tale om to samtidige legender inden for klatring: Alex Honnold og Adam Ondra. Hver af dem har et meget karakteristisk koncept, som står i stærk kontrast til den andens, men begge har opnået det, som ingen før dem har gjort; de har skrevet historie i klatringens verden og har bidraget til, at denne sport, som tidligere kun blev dyrket af få, nu er blevet udbredt massivt og har haft stor indflydelse blandt unge over hele verden.
Hvem er Alex Honnold?
Alex Honnold er en af de mest berømte klatrere i historien.
Han blev født i den californiske by Sacramento i 1985. Hans passion for klatring blev fastlagt, da han var 11 år, og i dag har denne kærlighed til at bestige himlen ved at bruge sine hænder og ben som transportmiddel og klipper og bjerge som kanaler krydset alle planetens grænser og smittet millioner af mennesker, der er begyndt at dyrke denne sport bredt. Honnold lever ydmygt og bevidst; hans hjem er en campingvogn, han spiser ikke kød, træner dagligt og bliver stresset af folkemængder.
I sin ungdom deltog han i adskillige mesterskaber, men gradvist fjernede han sig fra at se klatring som en konkurrence mod andre atleter og nærmede sig det som en måde at komme tættere på naturen, sig selv og som en måde at være lidt mere fri på.
Alex Honnold er verdenskendt for sine "free solo"-bestigninger, altså fuldstændig frie solo-bestigninger, hvor han klatrer helt uden greb, reb eller makker. De fleste free solo-klatrere har mistet livet i forsøget, men Honnold prøver at få noget så svært og kompliceret til at virke let at opnå.
I 2012 blev han kendt blandt udendørs sportsentusiaster og blandt alle os, der kan anerkende indsatsen og værdsætte andres evner, da han klatrede The Nose på El Capitán i Yosemite Nationalpark, Californien, på rekordtid, uden reb eller sikringer udover sine fingre i klippens sprækker og sin krop tæt på bjergvæggen. Før dette besteg Alex alene Moonlight Buttress og Half Dome i Yosemite.
Folk, der ikke kender meget til klatring, kan tro, at atleten har fuld kontrol og er helt sikker, men dem af os, der forstår og ved præcis, hvad Honnold gør, føler en blanding af frygt, angst og beundring.
Efter næsten ti år med at overveje og etablere drømmen og ønsket om at klatre El Capitán, en væg på næsten tusind meter granit i Yosemite Nationalpark, realiserede han det i 2017. Dette betragtes som en af de største bedrifter i historien. El Capitán er Jordens mest imponerende væg og et mekka for klatreentusiaster. Honnold studerede i flere måneder ruten, han ville tage for at bestige den store væg, foretog udforskninger med reb for at studere terrænet og øve præcis, hvordan hver bevægelse af hans krop ville være, når den virkelige dag for opstigningen kom. Hans bestigning af denne væg blev filmet af National Geographic og bragt på det store lærred. Produktionen vandt Oscar for bedste dokumentar i 2019.
Hvem er Adam Ondra?
Adam Ondra er en af verdens bedste klatrere. Han blev født i byen Brno i Tjekkiet og har revolutioneret klatresporten ved flere lejligheder at overvinde det umulige.
Ondra voksede op i en familie af klatrere, så allerede som toårig begyndte han at klatre og kravle op ad væggene på hvert bjerg, han så. For ham har klatring altid været noget naturligt. Som 7-årig klarede han allerede ruter på niveau 7B. Han har ikke sprunget en eneste træning over siden den alder.
Adam bor i et hus, hvor vi kan se greb og simuleringer af klatrevægge på væggene, endda en rigtig klatrevæg, som klatreren designede i et af husets værelser, og som han ændrer efter behov, afhængigt af hvilke ruter han arbejder på, for at efterligne klippens riller og former.
I øjeblikket prøver han en af de sværeste ruter, der findes, og som kun fire klatrere før ham har klaret. Det er Pared Perfecto Mundo, som ligger i Catalonien, i Racó de la Finestra. Han har klaret alle 9b-ruterne undtagen denne. Indtil videre.
I 2017 skrev Adam Ondra sig ind i historien, da han lykkedes med at krydse verdens sværeste og mest komplicerede rute, som blev døbt Silence og fik tildelt en sværhedsgrad, der aldrig før var nævnt; 9C. Ondra brugte to år på at overveje at gennemføre denne udfordring og 15 uger på at øve på klippen, indtil han lykkedes med at fuldføre ruten.
Hans rutine har i 24 år været at træne fem timer dagligt seks dage om ugen. Han er næsten besat af træning og nøjes ikke med at gøre det godt: Han vil opnå perfektion; for at gøre det har han, udover en træner og et hold af specialister omkring sig, også opsøgt eksperter i den menneskelige krop, som rådgiver ham om, hvordan han får mest muligt ud af sine muskler og led for at gøre sin træning hundrede procent effektiv.
Udover at tegne og øve nye ruter hver dag, give alt i hvert eneste bevægelse under hver træning og have en så stor evne til ofre og indsats, lægger Adam stor vægt på de psykologiske processer og den mentale udvikling, der sker, efterhånden som klatringen skrider frem. Han mener, det er umuligt at gøre fremskridt, hvis den tekniske udvikling ikke ledsages af mental udvikling.
Ondra forbereder sig i øjeblikket til de Olympiske Lege, selvom han ikke helt nyder organisationen og dynamikken i dem, men han kan lide at konkurrere og sammenligne sig med andre. Udover at vinde, selvfølgelig. Men han ser også klatring som en livsstil, der giver ham frihed. At hænge på bjerget, 60 meter oppe, hvor næsten ingen kan komme til, beroliger ham og giver ham lykke.
Er Adam Ondra og Alex Honnold virkelig så forskellige?
I maj 2020 havde Adam Ondra og Alex Honnold en online samtale, hver fra deres bopæl, som blev offentliggjort i slutningen af marts 2021.
Under denne samtale på næsten en halv time kan man se, at selvom de har en helt modsat klatreteknik og ikke deler mange ritualer omkring sporten, er disse to atleter ikke så forskellige.
Da de mødtes i et fitnesscenter i Bratislava, begyndte Honnold at hilse på børnene og tage billeder med dem, for det var det arbejde, de skulle lave i nogle timer i rummet, og Ondra begyndte at træne, som om hans liv afhang af det, og glemte fitnesscentret, sin makker og børnene.
Klatring er alt for begge, men de oplever det på hver sin måde. Adam har brug for at give 100 % ved hver træning, sætte sig nye mål konstant, være den bedste og konkurrere. At yde sit maksimale og lege med risikoen underholder og motiverer ham. Han vil altid gøre sit bedste, også under træning, ellers er han ikke tilfreds. Han bliver inspireret af svære ruter og laver sjældent “big walls”. Hans bevægelser er meget præcise og hurtige.
Honnold, som også har klatret det meste af sit liv, ser denne sport som et øjeblik til at koble af, han behøver ikke give 100 %, hvis det ikke er nødvendigt. Han nyder hvert bevægelse, han laver, og tænker sig om før han udfører den. Han er eftertænksom og har ikke travlt med at være den første på toppen.
Ondra siger, at han er meget fokuseret på konkurrencer og klatring på klippe, og at han desuden forbereder sig til OL i 2022. Alex derimod har ingen interesse i at konkurrere, og hans dage går med at klatre sammen med sin kone og sin ven og forbillede Tommy. Han tror ikke, han kan klatre meget bedre eller hårdere.
Selvom de ikke har mange ting til fælles, er de enige om deres kærlighed til klatring og hvad det betyder for dem at bestige en klippevæg: Frihed, ro, magt. Begge synes at kunne lide at gøre svære ting nemme, og det kan være fordi de virker positive og optimistiske. De beundrer hinanden og respekterer hinandens ideer og livsvalg.
Hvem af de to klatrere tror du, du har mest til fælles med? Er du konkurrencepræget, selvkrævende og giver du alt, når du laver det, du brænder for, eller tager du livet mere roligt, men uden at holde pause eller spare på indsatsen, og når dine mål lige så effektivt, men uden så meget lidelse?
Vi håber, at det at lære disse to klatrere bedre at kende har motiveret jer til at vide mere om denne nye sportsgren, som bliver mere og mere populær, og at I får lyst til at opleve at være klistret til en bjergvæg omgivet af natur i sin reneste form.
